En blodprøvehistorie

I forbindelse med et komplet sundhedscheck skriver, den til Lindberg tilknyttede læge, mig en henvisning til en række prøver. Jeg spørger ham hvad prøverne indeholder og får at vide det er en række tests, der foretages ud fra en blodprøve. Jeg må ikke indtage vådt eller tørt 8 timer før prøven tages.

Han henviser mig til James Gordon Hospitalet, lige uden for freeport zonen. Af erfaring spørger jeg til hvornår jeg kan forvente den korteste kø, hvorefter han og sygeplejersken ser undrende på hinanden. Jeg forklarer at jeg gerne står tidligt op for at undgå køen og han siger jeg sagtens kan tage derhen kl.7.30. Jeg spørger om køen er kortere endnu tidligere og han siger at kl.7 også er ok. Jeg spørger "hvad med kl.6". Han ser igen undrende på mig og siger det også er muligt. Jeg spørger hvornår de åbner og hans svar er at det er et hospital, der har døgnåbent.

Vækkeuret ringer kl.5.30 og jeg gør mig hurtigt klar og kører afsted. På turen nyder jeg den svage trafik og at det ikke regner. Bilen smider jeg på gaden udenfor hospitalet og tager kørestolen. Ved indgangen ligger et par hjemløse, hvad jeg ikke finder underligt, da det er begyndt at dryppe en smule. Døren er imidlertidigt låst. Jeg banker på og kalder en vagt til. Han siger de åbner kl.8. For at tage chancen spørger jeg hvor laboratoiet ligger og han fortæller med tegnsprog at jeg skal om på den anden side af bygningen. Turen foretages på vejen, da der ligger palmeblade på fortovet de steder hvor det ikke er brudt op, eller har en stand, der gør det svært at køre med kørestol.

Ved skranken i laboratoriet ser de på henvisningen og siger at de kan foretage alle tests på nær en. Deres udsyr til denne test er i stykker. Jeg spørger til hvilken og får at vide det er en kolesterol test. Jeg spørger hvornår de får repareret udstyret, hvilket de ikke har en plan for. Han spørger om de bare skal foretage de tests de kan, hvilket jeg grubler lidt over. Jeg spørger så om de kan henvise til et andet laboratorie og efter lidt overvejelse henviser han til St. Jude Hospitalet. Jeg spørger om det er nær ved og han giver en indviklet ruteforklaring.

Ved bilen anråber jeg en tri-cycle og beder ham om at eskortere mig til St. Jude. Trafikken er stadig rolig og jeg følger ham nemt. Ved ankomst spørger jeg om han kan give tilbage på en 100 pesos, hvilket han selvfølgeligt ikke kan. Jeg spørger hvor meget han har og accepterer den 20er han viser mig fra pungen, velvidende at han har flere penge gemt. Her bør man have lige penge - en tri-cycle koster 15 pesos. Jeg tager mine stokke med denne gang, da hospitalet ikke ser ud til at være egnet for kørestole.

Ved informationen på hospitalet beder de mig betale ved kassen før prøven foretages. Jeg fremviser henvisningen og kvinden regner længe på sin lommeregner og angiver beløbet til 2.600 + noget pesos. Jeg accepterer, hvorefter hun skriver det hele ned igen på en kvittering, hun regner efter igen, ...og en gang til..., og giver mig tilbage på 3.000 pesos.

Med kvittering og henvisning, henvender jeg mig ved lugen i laboratoriet og bliver lukket ind. En kvinde med langt hår finder remedier frem, binder en gummeslange om min arm, lukker en steril renseserviet op og renser armen i albuehulen (eller hvad det hedder). Da hun rækker frem efter kanylepakken trækker hun sit lange hår over det område hun netop han renset. Jeg beder hende rense igen og siger med et glimt i øjet at hun har en smukt hår, men at det ikke er praktisk på et hospital.

Prøven bliver taget og de skriver mit navn med en spritpen på glasset. De giver mig et plastbæger til en urintest. Jeg har ikke drukket i 10 timer og kan ikke levere en prøve. Manden siger jeg kan spise morgenmad og komme tilbage senere. Resultatet vil være klar kl.13. På forespørgsel om hvor jeg finder et godt sted at spise morgenmad, henviser han til et stykke nede af gaden, hvor der både er McDonalds og KFC (friturekylling) - hmmmmm - lige hvad jeg havde forestillet mig.

Udenfor er regnen taget til og jeg sætter mig lidt. Efter et stykke tid spørger jeg hos kassen om de sælger vand og sørme, for 20 pesos får jeg en halv liter kildevand. Den skyller jeg ned i et drag og giver hende flasken tilbage. Hun kigger måbende og smider flasken bort.

Jeg sætter mig igen ud og venter. Efter 20 minutter er jeg klar og tager bægeret med på toilettet, ved at kante mig uden om den hospitalskørestol, der er magasineret på den under 1 m brede gang. På toilettet er der vist ikke blevet gjort rent i et par uger, der ligger pis på gulvet, der kravler myrer i vasken, der i øvrigt et slået et stort stykke af. Der er ingen papir, sæbe, varmt vand, eller tørrestykker. Med stor koncentration fylder jeg bægeret godt halvt. Koncentrationen skyldes at jeg ikke har lyst at spilde noget på fingrene, førnævnte taget i betragtning.

Udenfor er både regnen og trafikken taget til. Klokken er omkring 7. Det er helt urealistisk at vende bilen, så jeg foretager 3 højresving for at komme tilbage på vejen jeg kom fra. Her bruger jeg 20 minutter på at køre 200 m. Gaden vælter med biler, jeepnes, tri-cycles, og fodgængere med paraply. De fleste med skoleuniform på. I krydsene venter man et minuttstid og kører så blot frem, hvilket får de andre til at give et lille hul. Alle holder stille og trafikken flytter sig i minimale ryk.

Jeg tager vejen bort fra centrum for at ungå endnu mere traffik. Vejene er nu fyldte med vand. Fra bjergsiderne fosser vandet ud fra de småudløb, der ligger med 30 meters mellemrum. Tilbage i zonen er trafikken en mild, men regnen lægger 2-3 cm vand på hele kørebanen. Jeg henter Enzo og afleverer ham i skole(børnehave).

På Lindberg taler jeg med Lindbergs tilnkyttede sygeplejerske og spørger om jeg kan regne med at resultatet er klar kl.13. Hun siger "Ja - det er det måske". Jeg spørger hvad "måske" betyder og hun siger at prøven "sikkert" er klar. Jeg forklarer at hellere vil vente til jeg er sikker på at der foreligger et resultat og spørger om det så vil være bedre at vente til i morgen. Hun siger at jeg så bør vente til i morgen, hvis jeg vil være sikker på at resultaterne ligger klar.

I morgen vil jeg tage afsted kl.5.50, direkte til St. Jude Hospitalet og afhente resultatet.

Jeg kryder fingre for at det bliver lettere at afhente resultatet, end at afgive prøven og glæder mig over at regnen er aftaget, testen sat igang, Enzo blev afleveret rettidigt, jeg har fået en stor portion havregryn, der faktisk kan købes i supermarkeder hernede, og at jeg kan nyde endnu en dag på Filippinerne.