Jax Comedy Bar

I går aftes besøgte jeg Jax Comedy Bar. Fra navnet havde jeg forestillet mig noget stand up comedy eller lignende, men steddet er mere et spillested. De har et fast band med nogle transvestitter og et par piger til at synge og underholde.

Det var ok og publikum kunne aflevere en seddel med en forespørgsel på en sang.

Det specielle var så at forespørgeren selv skulle synge!

Man kan jo forestille sig hvordan det vil lyde i Danmark >*-*<, men hernede er der faktisk mange gode sangere og et par stykker af dem jeg hørte i går, var rigtigt rigtigt gode. En Whitney Houston og en Celine Dion sang blev fremført meget overbevisende af hver sin puplikumsgæst.

Jeg tror Filippinernes sangøvelse kommer fra at de er aktive kirkegængere. I hvert tilfælde synger Eunice flot, når hun går og synger for sig selv eller synger med på nogle af Enzo's danske børnesange. Feks. lærte hun hurtigt "Min kat den danser tango". Udtalen har noget tilbage at ønske, men det lyder flot alligevel.

Jos og André

Et par Martin har introduceret os for, er Jos og André. De kommer fra Belgien og har opholdt sig i Subic ca. 5 år. André driver en kemisk virksomhed hernede, Jos nyder livet og socialiserer, hvad hun er god til. Jos bruger often dagen på at tage på vandring rundt i terrænet og hun har lovet at tage Enzo med på en kort tur, når stierne tørrer lidt op. Ellers er de begge meget aktive dykkere og tager jævnligt på dykkertur med Martin og Roby.

For de der kender Lise og Lars, tjaaa så minder de meget om dem :-)

Skolelærer

Eunice har netop været til eksamen i hendes forsøg på at blive skolelærer. Hun læser til at blive underviser i elementary school, der omfatter aldersgruppen 6 til 12 år.

Jeg spurgte ind til hvordan man bliver skolelærer på Filippinerne og hun forklarede at man læser en bog og går op til en test, der afvikles hvert år i august måned. Bogen indeholder alle emner så som matematik, sprog, geografi, mm. Der er ingen undervisning, alt er selvstudie.

Altså, man læser en bog, består testen og så er man skolelærer og kan søge job.

Faktisk kan man også søge job på en privat skole, men ikke en offentlig, hvis man har taget testen uden at bestå. Så arbejder man bare som non proffesional teacher, til en lavere løn.

Nogle gange gør vi bare tingene alt for besværlige i Danmark :-)

Eunice får resultatet i slutningen af oktober.

Flagermus

I skovene omkring vores lejlighed, findes store flokke af flagermus. Første gang vi så dem var vi egentligt på vej hjem for at nå en tur i vandet før mørket satte ind, men Enzo var ikke til at trække ind i bilen igen.

Hans udbrud var bla. "De er bare så seje", "Far, far - de ligner batman. Det gør de - de ligner batman!".

Flagermusene kommer frem umiddelbart før solnedgang, nu ca. kl.18.30, og bliver oppe hele natten. Fra vores terrase mod bugten, kan vi ved solopgang, nu ca. kl.6.00, se at flagermusene vender tilbage til træerne, mens fuglene kommer på himlen. Flagermusene kan på dette tidspunkt flyve langt ud over vandet, mens de holder sig over træerne lige når de bliver aktive.

Flagermusene her er på størrelse med en krage, sådan i hele træskolængder.

Fred og ro

Jeg var hjemme i privaten hos min golftræner for at købe lidt brugt udstyr. Han bor i Olongapo i et område svarende til Trøjborg i Århus, målt fra centrum, med sin familie bestående af kone og 5 børn.

Der var netop plads til at bilen kunne parkeres fri af kørebanen og foran huset var en overdækket terrasse på ca. 4 x 1,5 m. Terrassen dækkede hele husets bredde. Indenfor var nederste etage ca. 4 x 8 m. og her var indrettet køkken, spisestue og opholdsstue. Desuden fandtes en vinkeltrappe til første sal. Man skulle blot træde hen over armlænet på 2 personerssofaen for at benytte trappen, da der ikke var langt fra mur til trappeadgang. Vinduerne til terassen og gaden stod åbne og vi skulle hæve stemmerne for at tale sammen, grundet trafikstøjen.

Min træner fortalte så at de havde valgt dette hus, da der her var fred og ro og ikke så mange mennesker? Ikke som et par gader væk hvor der var alt for megen larm og for mange mennesker.

Tja, tærsklen for hvornår noget er fredeligt og roligt, er en kende forskellig for en parcelhusknægt fra Hammel og en tilflytter fra Manila.

Huset var nu hyggeligt, lidt i spansk stil, og jeg fik en velsmagende frokost bestående af ris og kylling i en rund krydret sauce.

Vores lejlighed udefra

Vores nye lejlighed ligger på første sal ud til en bugt, med ca.50 meter til den private strand. Rundt om lejligheden vokser kokospalmer og Enzo har været på rov. Vi har nogle stykker hængende lige uden for spisestuevinduet, dog for højt til man kan nå dem fra jorden.

Eunice's familie har også en palme i haven. De er faktisk ret almindelige rundt omkring. Hun har fortalt deres giver ca. 10 nødder om måneden, året rundt.

Tomo og Enzo fik et par stykker af en af gartnerne, der passer området. Tomo og Enzo forsøgte sig med køkkenknive og andre køkkenredskaber, men formåede kun at lave et par ridser i skallen.

Gartnerne kan vist hjælpe med at hugge ind til kærnen, med nogle store knive, så dem vil vi bede hjælpe os engang. Enzo er meget interesseret i at få noget kokosjuice. Nødderne er i øvrigt helt fyldte med mælk. Ikke som i dk, hvor der bare er en lille sjat.

De nødder vi får i dk er i øvrigt allerede skraldet meget. Der er kun en tynd del tilbage af skallen, som med tiden får den brune farve vi kender. En hel kokosnød er grøn, eller gul, som det ses fra billederne.

Skolefest på Brent International

Fredag aften var der fest på Brent International School. De små årgange kom fra kl. 17-19 og de større efter kl.19. Et par af de større piger fra skolen havde sit besvær med at holde ungerne til legene indenfor reglerne, men alt i alt lykkes det fint.

Vi mødte en af Enzo klassekammerater, pigen Songbing fra Korea. Hendes mor Songkya fortalte at Songbing også havde lidt besvær med at lege med de andre grundet sproget. De har været her 4 måneder, men har ikke trænet engelsk med Songbing før nu.

Jeg fik en aftale Julie, moren til Gabriel, ligeledes en klassekammerat, om at Gabriel skal besøge Enzo en gang i næste uge.

På vej til bilen så vi en edderkop, der havde fanget en guldsmed. Vi studerede længe dens arbejde med at håndtere et så stort bytte.

Huskespil

Et af Enzos foretrukne spil er i øjeblikket et vende-huske spil, hvor man vender nogle kort i par og får stik hvis de passer. En aften spillede han med en koreansk pige på restaurenten Sakura og han indlevede sig hurtigt i at fortælle reglerne med gestikulationer.

At moren til den koreanske pige så ikke helt forstod formålet med spillet og hele tiden rettede de resterende kort ind i lige rækker, kunne ikke fjerne børnenes glæde over at spille. Enzo kiggede nu noget uforstående på hende hver gang hun "rodede" rundt i kortene :-)

Æg

Jeg læste en historie for Enzo om Rasmus Klump, der fik nogle høns, der lagde æg, hvorfra der kom kyllinger.

Enzo: "Hvor kommer de æg fra med kyllinger i?"
Frank: "De kommer fra hønsene"
Enzo: "Nej jeg mener sådan nogle æg der er kyllinger i"
Frank: "Det kan der også komme fra de æg vi spiser"
Enzo: "Neeej, der er kun æg inden i"
Frank: "Det er de samme æg, der kommer kyllinger ud af"
Enzo: "Nej, jeg mener sådan nogen med kyllinger i!"
Frank: "Det kan der altså også komme fra de æg vi spiser"
Enzo: "Hvordan kan de det?"
Frank: "Det gule inden i æggene bliver til en kylling, hvis hønen ligger længe og varmer det"
Enzo: "ha ha ha, nej far (rynker brynene), du må ikke snyde mig"
Frank: "Det er rigtigt"
Enzo: "ha ha hvordan kan det gule blive til en kylling ha ha ha"
Frank: "Jaaaa, det er også lidt svært at forstå, men det er altså rigtigt"
Enzo: "ha ha det er altså skørt!"
Frank: "Tjaaa, det er det vel"

Sikkerhedsseler

Et meget almindeligt syn i trafikken er en ladbil stoppet med passagerer. Reglen er vist at kun de forreste sæder skal anvende sele. Da jeg første gang bad Eunice om altid at anvende sele når hun kører med os, spurgte hun "...også når jeg sidder på bagsædet!" og så på mig som om jeg havde mistet jordforbindelsen.

En anden gang havde vi Victor (1,5 år) med, hvor han sad på skødet af sin barnepige. Jeg forklarede at hvis hun ikke havde sele på, ville hun trykke Victor flad mod forsædet, da han så skulle bære både hendes og sin egen vægt i tilfælde af et uheld. Hun kvitterede med at tage sele på og stoppe Victor indenfor samme sele. Jeg måtte igen forklare at han så stadigt ville bære begges vægt ved et uheld og bad hende selv tage sele på og sidde med Victor på skødet.

Når jeg tænker tilbage på min barndom, sad vi børn også blot på bagsædet uden sele, uden at nogen tænkte yderligere over det. Hernede bliver man virkelig opmærksom på hvor godt indarbejdet selekulturen er blevet på kort tid i dk.

Til Enzo har vi en autostol, men det er også den eneste jeg har set hernede. Faktisk må jeg gøre vold mod mine egne principper hver gang jeg kører med børn uden autostol. I trafikken har jeg de senere år gjort det til en regel hele tiden at spørge mig selv om jeg kan have god samvittighed over min kørsel, hvis der sker et uheld. Efter jeg er begyndt på dette, kører jeg langsommere og er mere forberedt på farlige situationer. De større børn hernede kan jeg kræve sele på - og gør det også, men jeg har ingen mulighed for at kræve autostol til de mindre børn, da stolene ikke findes her. Hmmmmmmm. Jeg håber og beder til at jeg ikke kommer i et uheld, hvor der sker skade på mine passagerer.

Enzo's skole

Enzo begyndte i skole d.15.august. Han skoledag er fra 08.00 til 11.30. Her har han en række fag, feks. naturvidenskab, matematik, gymnastik, sprog & kunst, mm. Det er noget mere afslappet end skemaet umiddelbart lægger op til, men der er faste tidspunkter for hvornår man gør hvad.

Han har også fået hjemmearbejde for. Han skal lære at svare hvad hans navn er, hvor gammel han er og hvor han bor - på engelsk. Han viger noget udenom, men han bliver lidt bedre hver dag. Enzo er ikke helt glad for at gå i skole. Hans klassekammerater taler sammen på engelsk, så han føler sig ldt udenfor.

Moren til en af hans klassekammerater inviterede Enzo hjem, men hun blev lidt overrasket da hun fandt ud af han ikke kunne noget engelsk overhovedet. Vi bad om udsættelse, da Tomo var her og gerne ville være så meget sammen med Enzo som muligt. Nu vil jeg spørge igen, da vi har erfaret at Enzo meget bedre kan lege en og en, da de så blot accepterer sprogforskellen og finder nogle leger der passer.

Enzo bruger skoleuniform man, ons og fre. Tir og tor har han sportsuniform på. Alle børnene har de samme uniformer på, så det ser fint ud når de matcher bygningernes farver :-) (det ses ikke af billedet)

Noget om at være

Jeg er mig der er ham der er ham der er mig
og mit jeg det er mig ikke dig.
Hvis en anden var mig ku det godt være dig
der var mig hvis jeg ikke var mig.
Det er klart det er rart jeg gik hen i en fart
og blev ental i første person.
Det er trist for enhver som har fødselsbesvær
og går rundt og slet ikke er noen.

Der er noen der er noen som har glemt hvem de var
skønt de er hvad de var da de kom,
for de kom da de blev hvad de var og de var
hvad de blev, hvis man vender det om.
Men hvis nogen er ingen og ingen er den
som er ufødt og altså fortabt,
kan han ikke så godt kræve livet igen
da han hverken er til eller skabt.

Jeg er glad jeg er mig for hvis ingen var mig
var det slet ikke mig der var glad,
og hvis ingen var glad for at være som jeg
var det trist og jeg ved ikke hvad.
Men såfremt man blir født som en brik i et spil
og Vorherre tar fat på en leg
hvor han spør hvem man syns man bør være og vil,
er det klart jeg vil helst være mig.

/Halfdan Rasmussen

Vores nye lejlighed

Så flyttede vi til vores nye lejlighed og det er dejligt at have en mere privat tilværelse. Lejligheden på Lindberg er meget fin, men det virker mere som et hotelværelse end en lejlighed. Et stort hotelværelse vel at mærke.

Vores nye lejlighed ligger lige ud til en bugt, 10 meter fra kysten. Den er en del af et lejlighedskompleks bestående af ca. 30-40 enheder.

I går sov vi her for anden gang og Martins familie kom forbi og sagde farvel til Tomo, der rejser hjem til Japan i dag.

Der er stadigt nogle småting, der skal på plads her, men alt i alt virker det fint. Vi har fået længere til byen, men kortere til en vasketøjsservice, så det er egentligt et godt bytte :-)

Tomo's fødselsdag

I dag er det Tomo, Riekos søsters fødselsdag. Vi ville hellere give hende en oplevelse, fremfor en brugsting i gave. Enzo, jeg og Tomo spiste morgenmad på en strandcafé og her fortalte jeg at vi havde en overraskelse til hende senere i dag kl.14.00.

Lidt i 2 bad jeg hende finde sit badetøj og jeg pakkede og Enzos og mit eget, hvorefter vi hentede Rieko på jobbet. Her gav vi Tomo bind for øjnene og bad hende sætte sig i bilen. Vi førte hende 20 minutters kørsel bort fra fabrikken, stoppede bilen, hvor jeg gik ind til bestemmelsessteddet og betalte for oplevelsen. Her forklarede jeg instruktørene at hun ikke måtte vide noget om hvad der skulle ske før senest muligt.

Vi første hende igennem indgangen, til et omklædningsrum, hvor hun måtte tage bindet fra øjnene, mens hun iklædte sig badetøj. Igen fik hun bind for øjnene og vi førte hende til en stol, hvor hun ventede lidt. Vi fik udleveret en redningsvest, som hun fik på og her begyndte hun virkeligt at blive nervøs. Hun kunne ikke mærke det var en redningsvest, kun at hun fik en vest på. Vi bad Enzo træde bort og sagde hurtigt at hun om 3 sekunder ville falde meget langt, så talte vi "1, 2, 3, nu!" :-) Hun tog det nu meget fattet.

Nu fjernede vi bindet og instruktøren begyndte at fortælle om delfiner og hvordan man skal omgåes dem. Tomo så på dette tidspunkt noget forvirret ud. Først efter et stykke tid gik det op for hende at hun skulle svømme med dem.

Efter instruktionen gik hun sammen med den anden deltager til strandkanten, hvor de gik ud i vandet til instruktøren. Delfinerne kom, hun svømmede med dem, lærte at give dem nogle kommandoer og legede et par lege i vandet. I alt tog det ca. 45 minutter.

Tomo fandt heldigvis oplevelsen meget spændende, så hun var stadigt i godt humør, da vi vente tilbage for at spise en fødselsdagsmiddag med Martin & Roby, 2 af deres børn Amanda & Roy, Mariko (Riekos japanske kollega), og os.

Filippinernes kørekort og trafikken

Ved vores seneste besøg hos LTO, havde vi assistance af en Filippiner, født og opvokset i Olongapo. Han er en fin fyr, meget engageret og imødekommende, så han er let at tale med. Vi havde jo god tid til at tale sammen og et af emnerne var proceduren ved Filippinernes egne kørekort. De skal gennemgå de samme undersøgelser, som vi og desuden aflægge en teoretisk prøve, fra selvstudie af traffikreglerne. Så langt så godt, men de aflægger ingen praktisk køreprøve og modtager ingen organiseret køreundervisning! Man lærer bare fra familien og omgangskredsen. Efter de beståede prøver, får med et "Student" kørekort, der vist gælder i 3 måneder. Herefter går man igen til LTO og bliver opgraderet til "ikke-proffesionel". Dette gælder i 5 måneder. Ved sidste besøg får man så et kørekort med status "proffesionel". Her spørger de hvilken type køretøjer, men har ført i perioden. Vores ven nævnte 4, bil, stor bus, motorcykel, og en ting mere jeg ikke husker. Disse typer anføres så i kortet og man er herefter certificeret til at føre dem? Med en dansk baggrund skulle jeg lige spørge to gange til flere af de ting han her fortalte :-)

Generelt vil jeg dog sige at selvom trafikken virker meget rodet, foregår det hele temmeligt sikkert. Med fodgængere der vader ind og ud imellem tri-cycles, biler og jeepnes, tror man først at der hele tiden vil ske uheld, men der er ligesom en fælles forståelse af timing imellem trafikanterne, og hastigheden bliver i byerne sjældent højere end man kan nå at bremse for krydsende trafik.

Mere kørekort

En et tidligere indlæg, beskrev jeg hvordan vi skulle til Manila for at hente en oversættelse af vores kørekort, for at få et Filippinsk kørekort.

I dag var vi så hos de lokale myndigheder, der forestår den næste sagsbehandling. Vi mødte op på Land Transportation Office (LTO) og meddelte os ved skranken. Her blev vi bedt vente på de fremstillede plastbænk, i et, til det fri, åbent lokale, der lugtede af urin.

Efter nogen tid blev vi kaldt ind, hvor de tog et billede med et PC kamera og afleverede en underskrift på en skriveplade tilsluttet PCen. Det hele var arrangeret og monteret med tape, gummibånd og andet forhåndenværende anvendeligt.

Herefter gik vi til et andet kontor og udfyldte en masse papirer og afleverede en urinprøve, der bruges til at teste for narkotika. Vi betalte samlet 500 pesos, men fik ingen kvittering.

Næste kontor testede blodtryk og syn, efter de metoder vi kender i dk. Betalingen var 100 pesos, igen uden kvittering. Alt blev bragt til den centrale skanke, hvorefter vi ventede.

På det sidste kontor blev endnu engang taget PC billede og afleveret underskrift, nu til et midlertidigt kørekort. Vi fik en kvittering på 603 pesos uden at betale og jeg spurgte vores, fra Lindberg medsendte hjælper, om vi ikke skulle betale.

Han henvendte sig hos hovedskranken og sagde det samlet blev 1600 pesos. Jeg sagde vi havde kvitteringer på 603 pesos og han fortalte at de andre pesos var til at få sagen bragt hurtigt gennem systemet?

Jeg gik derop og afleverede 4x500 pesos, da jeg ikke havde lige penge. Manden gik tilbage til kassen (i en anden skrank) og vores hjælper fik 100 pesos tilbage. Han sagde at han havde givet 200 pesos til mad til kontorpersonalet. Regnestykket hængte jo ikke helt sammen, men jeg sagde det var ok. Dog ville jeg have en kvittering på de 1600 pesos plus de 500 og 100 fra tidligere.

Vores hjælper henvendte sig igen ved skranken og vendte tilbage med en forklaring på at kvitteringen så vil blive håndskrevet. Dette accepterede jeg og manden bag skranken gik ind i flere lokaler, hvorefter han gik til kassen igen.

Vores hjælper kom så tilbage med 1300 pesos, stak mig dem i hånden og sagde "så går vi". I bilen sagde jeg at han bare skulle have fortalt mig åbent om hvordan det foregår, så jeg kunne tage stilling til om vi ville smøre systemet. Han var lidt beklemt og talte næsten ikke på vejen hjem, selv om han ellers havde været yderst snaksagelig :-)

Nu må vi så se om vi nogen sinde får vores kørekort, eller vi skal ned og motivere systemet?

Eunice's hus og kirke

Da vi talte med Eunice om at passe Enzo, spurgte vi også til hendes famileforhold og hobbies. Hun bor med sine forældre og søskende, mm. i et genhusningsområde, da deres tidligere hus blev destrueret ved Pinatubos vulkanudbrud i 1991.

Hun er en "genfødt" kristen, fra katolik til Evangelist. Eunice er meget aktiv i det lokale Evangeliske kirkesamfund og vi spurgte om vi måtte komme og høre hende synge i kirken, hvilket hun kvitterede med øjeblikkeligt at invitere os dagen efter, da der her var søndag. Eunice tog til freeport zonens indgang for at hente os og guide os.

Genhusningsområdet ligger ca. 30 minutters kørsel fra Olongapo. På det sidste stykke hyrede hun en tri-cycle til at eskorteres os. Jeg undrede mig, men hun insisterede. Det viste sig at det sidste stykke var på meget stejle bjergveje. Vi havde nok selv klaret skærene, men hun har nok fået besked hjemmefra om at bede om eskorte.

Kirken ligger på en smal skånende jordvej. Jeg mente jo ikke vi kunne parkere der, da lidt større køretøjer, så ikke ville kunne komme forbi, men igen blev der insisteret. Jeg har dog mistanke om at Eunice's families bil er den eneste bil på vejen. Kirken er bygge i sten og i ok stand. Materialerne til den er skænket af en koreansk kirke og kirkesamfundet har så selv bygget den. Jeg anslår der er ca. 50 aktive i kirkesamfundet. Kirketjenesten består af noget fællessang, med optræden. En søndagsskole, hvor biblen diskutteres imellem kirkegængerne og præstefruen. Og endeligt en gudstjeneste også med sang. Børnene blev sendt ud at lege under søndagsskolen.

Efter kirken besøgte vi Eunice's hus. Som billederne viser er det indrettet med der i øjeblikket er populært i Danmark, så som samtaleveranda og udekøkken. Jeg blev ikke helt klar over hvor mange de boede i huset, men de boede tæt. Eunice fortalte at de havde fået bygget huset op i sten, mens deres tidligere bolig var af bambus.

En blodprøvehistorie

I forbindelse med et komplet sundhedscheck skriver, den til Lindberg tilknyttede læge, mig en henvisning til en række prøver. Jeg spørger ham hvad prøverne indeholder og får at vide det er en række tests, der foretages ud fra en blodprøve. Jeg må ikke indtage vådt eller tørt 8 timer før prøven tages.

Han henviser mig til James Gordon Hospitalet, lige uden for freeport zonen. Af erfaring spørger jeg til hvornår jeg kan forvente den korteste kø, hvorefter han og sygeplejersken ser undrende på hinanden. Jeg forklarer at jeg gerne står tidligt op for at undgå køen og han siger jeg sagtens kan tage derhen kl.7.30. Jeg spørger om køen er kortere endnu tidligere og han siger at kl.7 også er ok. Jeg spørger "hvad med kl.6". Han ser igen undrende på mig og siger det også er muligt. Jeg spørger hvornår de åbner og hans svar er at det er et hospital, der har døgnåbent.

Vækkeuret ringer kl.5.30 og jeg gør mig hurtigt klar og kører afsted. På turen nyder jeg den svage trafik og at det ikke regner. Bilen smider jeg på gaden udenfor hospitalet og tager kørestolen. Ved indgangen ligger et par hjemløse, hvad jeg ikke finder underligt, da det er begyndt at dryppe en smule. Døren er imidlertidigt låst. Jeg banker på og kalder en vagt til. Han siger de åbner kl.8. For at tage chancen spørger jeg hvor laboratoiet ligger og han fortæller med tegnsprog at jeg skal om på den anden side af bygningen. Turen foretages på vejen, da der ligger palmeblade på fortovet de steder hvor det ikke er brudt op, eller har en stand, der gør det svært at køre med kørestol.

Ved skranken i laboratoriet ser de på henvisningen og siger at de kan foretage alle tests på nær en. Deres udsyr til denne test er i stykker. Jeg spørger til hvilken og får at vide det er en kolesterol test. Jeg spørger hvornår de får repareret udstyret, hvilket de ikke har en plan for. Han spørger om de bare skal foretage de tests de kan, hvilket jeg grubler lidt over. Jeg spørger så om de kan henvise til et andet laboratorie og efter lidt overvejelse henviser han til St. Jude Hospitalet. Jeg spørger om det er nær ved og han giver en indviklet ruteforklaring.

Ved bilen anråber jeg en tri-cycle og beder ham om at eskortere mig til St. Jude. Trafikken er stadig rolig og jeg følger ham nemt. Ved ankomst spørger jeg om han kan give tilbage på en 100 pesos, hvilket han selvfølgeligt ikke kan. Jeg spørger hvor meget han har og accepterer den 20er han viser mig fra pungen, velvidende at han har flere penge gemt. Her bør man have lige penge - en tri-cycle koster 15 pesos. Jeg tager mine stokke med denne gang, da hospitalet ikke ser ud til at være egnet for kørestole.

Ved informationen på hospitalet beder de mig betale ved kassen før prøven foretages. Jeg fremviser henvisningen og kvinden regner længe på sin lommeregner og angiver beløbet til 2.600 + noget pesos. Jeg accepterer, hvorefter hun skriver det hele ned igen på en kvittering, hun regner efter igen, ...og en gang til..., og giver mig tilbage på 3.000 pesos.

Med kvittering og henvisning, henvender jeg mig ved lugen i laboratoriet og bliver lukket ind. En kvinde med langt hår finder remedier frem, binder en gummeslange om min arm, lukker en steril renseserviet op og renser armen i albuehulen (eller hvad det hedder). Da hun rækker frem efter kanylepakken trækker hun sit lange hår over det område hun netop han renset. Jeg beder hende rense igen og siger med et glimt i øjet at hun har en smukt hår, men at det ikke er praktisk på et hospital.

Prøven bliver taget og de skriver mit navn med en spritpen på glasset. De giver mig et plastbæger til en urintest. Jeg har ikke drukket i 10 timer og kan ikke levere en prøve. Manden siger jeg kan spise morgenmad og komme tilbage senere. Resultatet vil være klar kl.13. På forespørgsel om hvor jeg finder et godt sted at spise morgenmad, henviser han til et stykke nede af gaden, hvor der både er McDonalds og KFC (friturekylling) - hmmmmm - lige hvad jeg havde forestillet mig.

Udenfor er regnen taget til og jeg sætter mig lidt. Efter et stykke tid spørger jeg hos kassen om de sælger vand og sørme, for 20 pesos får jeg en halv liter kildevand. Den skyller jeg ned i et drag og giver hende flasken tilbage. Hun kigger måbende og smider flasken bort.

Jeg sætter mig igen ud og venter. Efter 20 minutter er jeg klar og tager bægeret med på toilettet, ved at kante mig uden om den hospitalskørestol, der er magasineret på den under 1 m brede gang. På toilettet er der vist ikke blevet gjort rent i et par uger, der ligger pis på gulvet, der kravler myrer i vasken, der i øvrigt et slået et stort stykke af. Der er ingen papir, sæbe, varmt vand, eller tørrestykker. Med stor koncentration fylder jeg bægeret godt halvt. Koncentrationen skyldes at jeg ikke har lyst at spilde noget på fingrene, førnævnte taget i betragtning.

Udenfor er både regnen og trafikken taget til. Klokken er omkring 7. Det er helt urealistisk at vende bilen, så jeg foretager 3 højresving for at komme tilbage på vejen jeg kom fra. Her bruger jeg 20 minutter på at køre 200 m. Gaden vælter med biler, jeepnes, tri-cycles, og fodgængere med paraply. De fleste med skoleuniform på. I krydsene venter man et minuttstid og kører så blot frem, hvilket får de andre til at give et lille hul. Alle holder stille og trafikken flytter sig i minimale ryk.

Jeg tager vejen bort fra centrum for at ungå endnu mere traffik. Vejene er nu fyldte med vand. Fra bjergsiderne fosser vandet ud fra de småudløb, der ligger med 30 meters mellemrum. Tilbage i zonen er trafikken en mild, men regnen lægger 2-3 cm vand på hele kørebanen. Jeg henter Enzo og afleverer ham i skole(børnehave).

På Lindberg taler jeg med Lindbergs tilnkyttede sygeplejerske og spørger om jeg kan regne med at resultatet er klar kl.13. Hun siger "Ja - det er det måske". Jeg spørger hvad "måske" betyder og hun siger at prøven "sikkert" er klar. Jeg forklarer at hellere vil vente til jeg er sikker på at der foreligger et resultat og spørger om det så vil være bedre at vente til i morgen. Hun siger at jeg så bør vente til i morgen, hvis jeg vil være sikker på at resultaterne ligger klar.

I morgen vil jeg tage afsted kl.5.50, direkte til St. Jude Hospitalet og afhente resultatet.

Jeg kryder fingre for at det bliver lettere at afhente resultatet, end at afgive prøven og glæder mig over at regnen er aftaget, testen sat igang, Enzo blev afleveret rettidigt, jeg har fået en stor portion havregryn, der faktisk kan købes i supermarkeder hernede, og at jeg kan nyde endnu en dag på Filippinerne.

Toyoshin og Mocha Blends

En af vores favoritrestaurenter er Toyoshin. En japansk restaurent, meget uformel, og med et varieret menukort. De fleste retter er ganske fine, dog når kødkvaliteten på feks. yakiniku eller shabu shabu ikke det man finder i japan. Men så igen, det finder man heller ikke andre steder end i jp. Deres sushi er ok og Enzo hugger altid godt i sig, når det kommer til sushi og sashimi. Når vi har lyst til lidt sødt efterfølgende er cafeen Mocha Blends en mulighed. Mocha Blends er også Martins foretrukne kaffe sted, så her mødes vi af og til over en kop.

Olongapo marked

Der findes et marked i Olongapo, centreret i et større pakhus. Butikkerne ligger her side om side, uden adskillelse af vægge og hver især meget små. Området er opdelt i varegrupper, så beklædning findes i et område, grøntsager i et andet, og kødvarer i et tredie. Bevæger man sig væk fra hovedgangen er gangene kun ca. 1 m. brede og det hele virker meget kompakt. Vi var der sidst på søndagen, hvor varehylderne var tømte og det tydeligste indtryk var kødvareområdet, hvor den samlede vægt af kød, fluer og katte på hylderne var ligelig fordelt. Enzo holdte sig for næsen og vi andre måtte også skridte raskt til for at komme ud i frisk luft igen. Udenfor findes også boder, der domineres af tre typer. Mobiltelefoner, DVD og CD kopier, samt legetøj. De ser alle helt ens ud og jeg kunne ikke konstatere forskel på udbuddet i de enkelte boder.

Ved parkering hjælper nogle selvbestaltede hjælpere med at holde trafikken på afstand. Ofte med fløjter og gestikulationer. Særligt når man skal bakke ud i en tættraffikeret gade, er det ganske rart. Man stikker så hjælperne 1-2 dkk for deres indsats. Jeg har bemærket at det er de samme hjælpere, der står de samme steder, så jeg tror de hver især har tilkæmpet sig et område at kontrolere.

Tur til Manila

I Århus har vi fået lavet et internationalt kørekort, der normalt er gyldigt i et år. På Filippinerne har de dog bestemt sig for at det kun er gyldigt i en måned og skal man køre i en længere periode, skal man have konverteret kortet til et Filippinsk kørekort. Proceduren er klar. Først faxes kørekort og pas til det danske konsulat i Manila. Efter godkendelse, skal man møde personligt frem for at hente en engelsk oversættelse af kørekortet. Konsulatet ligger i forbindelse med Mærsk Sealands kontorer. Med oversættelsen på plads, skal man så gennemgå en rækker tests og prøver, herunder en synsprøve. Prøverne kan vi foretage lokalt og vi forventer at være igennem dem alle i løbet af næste uge.

Da Tomo, Riekos søster, ankom til Manila i fredags, planlagde vi turen til Manila, så vi kunne hente hende ved samme lejlighed. Roby havde et ærringe hos en optiker, så Martin og Roby tog med og guidede os igennem byen. Vi overnattede på et hotel nær konsulatet og optikeren, så vi kunne shoppe lidt og opleve Manilas natteliv.

Manila ligner de fleste andre storbyer. En masse trafik og høje bygninger i centrum. At vi så fandt at Enzo havde sin personlige bygning i Manila, kom som en overraskelse.

Martin arrangerede at nogle bekendte, Henriette og Søren, kiggede forbi om aftenen. Søren er hos DHL og Henriette tager sin MBA i Manila. Parret har været udstationeret i Belgien, Brasillien og nu Manila, hvis jeg da har husket det hele. Parret har 3 sønner, med den ældste på 8.

I udkanten af Manila ligger et større indkøbscenter - en mega mall. I denne og i flere andre malls er der etableret skøjtebaner, hvor der fokuseres på kunstskøjteløb. Denne fokusering har bragt lokalområdet langt frem på eliteplan og flere løbere har vundet internationale konkurrencer på højt niveau.