Sammen med nogle andre forældre, fra forældresammenslutningen, besøgte jeg landsbyen Kanawan, for at vurdere om de er egnede til en donation. Landsbyen blev godkendt og vi indsamler nu til en julepakke til hver familie i landsbyen.
Jeg blev facineret af landsbyen, ikke bare på grund af dens beboere og konstruktioner, men også fordi den ligger i et smukt område.
Da Lars, en af Riekos kolleger, var hernede i en kortere periode, var det en god lejlighed til at besøge byen igen.
Byen ligger ca. 15-20 minutters kørsel fra vores lejlighed med retning bort fra de bebyggede områder. De sidste par hundrede meter før parkeringen foregår på smalle, snoede, og meget stejle bjergveje.
Vi parkerede bilen i vejsiden og bad et par lokale om at se efter den.
For at nå til selve Kanawan, skal man stadigt gå et stykke til fods.
Først følges en smal sti, nær forbi et hus og videre langs bjergsiden. Man kan høre en flod længere nede og da Kanawan ligger på den anden side skal floden passeres. Til formålet er etableret en hængebro, der hænger 20-30 meter over floden. Broen svejer noget under overgangen, men fra midten er en flot udsigt til begge sider.
Efter broen følges en jordsti nogle hundrede meter op ad en noget stejl bjergside. Stien har store huller skabt af vandet fra de seneste regnskyld og den kvægslæde, der anvendes til tungere transport.
Midt på opstigningen er en flot udsigt over dalen nedenfor byen. Dalen har tidligere været anvendt i en film med Chuck Norris. Så vidt jeg kan genkende dalen drejer det sig om "Missing in action".
På toppen er igen nogle hundrede meter til landsbyen, hvor man passerer nogle Mango og Banan plantager, samt en mark med nogle lokale rodfrugter.
I landsbyen blev vi mødt af en større flok af byens unger, der fulgte os tæt under vores ophold.
Vi ville købe noget drikkeligt i byens eneste kiosk, men den var ikke bemandet. først da vi havde ventet 5-10 minutter og kaldt på betjening et stykke tid, dukkede en kvinde frem fra en nærliggende hytte og gik ind bag disken.
Vand var det, som sædvanligt for disse landsbyer, ikke muligt at få, så vi købte en stor cola og fik tre plastposer med sugerør, der hernede fungerer som serveringsbeholder.
Midt i byen blev vi mødt af landsbyens stammeleder, der inviterede til en snak i hans have. På forespørgsel fortalte han bla. om kirken og om rishøsten. Risene lå til tørre på basketball banen og nogle af beboerne var ved at feje dem op i en række sække.
Byen virker, om end meget simpel, pæn og ryddelig. Der ligger ingen skrald eller andet affald og flyder, som man ofte ser det overalt hvor der er bebygget på Filippinerne.
På vej ud af byen udvekslede vi de få fraser, på Engelsk og Tagalog, vi havde tilfælles med nogle af byens ældre beboere, der sendte os varme smil med deres tandløse munde.
No comments:
Post a Comment