Vi valgte San Antonio, der ligger nord vest for Subic bay, ligger ud til det kinesiske hav, hvilket var årsagen til vi valgte netop denne by.
Turen gik nord udenom Subic Bay og gennem Subic by. Herefter San Marcelino og så stik vest mod San Antonio.
Det er et helt almindeligt syn at der står, går, eller ligger nogle karabau, den lokale kvægtype, i vejkanten.
Indtil San Antonio var vi ret sikre på kortet og at vi fulgte den rigtige vej, men da vi i San Antonio kom ud på nogle meget smalle veje, var vi noget i tvivl om at vi var på rette vej, da korten viste at vejen skulle være en hovedvej, eller i det mindste en større vej. Min retningsfornemmelse sagde mig dog at vi kørte stik vest og så ville vi støde på det kinesiske hav før eller siden.
Og ganske vist dukkede kysten op til sidst. Ved kysten lå en række både trukket op på stranden og rundt om nogle spisesteder i form af bambushytter. Vores hensigt var at spise frokost i dette område, men særligt Rieko var noget skeptisk overfor de hygiejniske forhold, så vi kørte tilbage for at finde det første acceptable spisested.
På vej tilbage kørte vi efter en jeepney fuld af hornblæsende musikere. Med jævne mellemrum stoppede jeepneyen uden for et hus, alle gav at kort men TYDELIGT trut i hornene, og endnu en hornblæser hoppede på jeepneyen. Ovenpå vel at mærke, for der var fyldt op på siddepladserne indvendigt.
Vi havde egentligt lyst at følge efter hornblæserne for at høre dem på deres destination, men frokosttiden var fremskreden og vi havde alle brug for noget føde.
I San Antonio beså vi spisestederne på torvet, men ingen tiltalte os yderligere.
Vi fandt endeligt en pølsevogn helt i San Marcelino, efter at have kigget på et par andre spisesteder her også.
Det viste sig at være en glædelig overraskelse, som jeg snart vil skrive lidt mere om.
No comments:
Post a Comment