Pølsevogn i San Marcelino

For nogen tid siden lovede jeg at skrive mere om pølsevognen i San Marcelino, så her kommer historien.

Vi havde på vores tur til bla. San Marcelino kørt noget rundt for at finde et spisested med et hygiejnisk niveau, der var acceptabelt for Rieko især.

Generelt er vi blevet advaret mod at spise på fortovsrestauranter, da nogle af dem er noget sløsede med hygiejnen.

I San Marcelino området, ligger der bare ingen kontrollerede restauranter og alle vi kiggede på lå noget under grænsen for hvad vi ture løbe an på.

Endeligt fandt vi en pølsevogn på torvet og de havde fryseskab til pølser og brød.

Kvinden der passede vognen, havde både sin datter og mand hængende ved vognen. De var ganske søde, men deres engelskniveau matchede fint vores filippinskniveau, så kommunikationen foregik mest med gestikulationer.

Ved vognen sad yderligere en mand. Det viste sig han var passede brandstationen ved siden af og da Enzo gik hen for at bese brandbilen, var han villig i at vise mere frem.

Da de kom tilbage, havde vi afsluttet vores hotdogs. Brandmanden tog en stige, klatrede op i kokostræet ved siden af og hentede kokosnødder til alle.

Mmmmhhhhh ..... jeg er aldrig i DK blevet budt på frisk kokosjuice efter en tur til pølsevognen :-)

Dalende blog-aktivitet

Flere har spurgt til den dalende aktivitet på denne blogside og den simple årsag er at jeg arbejder mere med PCen for IBM hjemme i DK, end jeg gjorde lige da vi kom til Filippinerne.

Når man har arbejdet med PCen i en række timer, er motivationen for at bruge mere tid foran skærmen bare mindre :-(

Undskyld til alle der kigger forgæves efter nyt herfra.

Alt er vel i øvrigt :-)

Tiger Woods

I Japan er en populær og voksende aktivitet Park golf, meget lignende det vi i DK kalder Krolf.

Enzo og jeg var på en legeplads i en park, hvor der umiddelbart ved siden af ligger en parkgolfbane.

Da Enzo så spillet sagde han "Hvor er Tiger Woods? Jeg vil lige se om jeg kan finde ham." og strakte sig på tæer.

Jeg sagde han bare skulle heppe på Tiger Woods, hvorefter han med høj ryst råbte "Tiger Woods, Tiger Woods, Tiger Woods"

Selv undlod jeg at se efter om Tiger spillede med, så jeg ikke skulle rode mig ud i forklaringer om han var der eller ej.

Japan - kold, koldere, koldest

Vi tog fredag til Tokyo, hvor vi overnattede 2 dage, for at besøge Noa, Madoka og Makoto. Efterfølgende tog vi til Riekos familie i Sapporo.

Vi kom fra 33 grader i Subic, landede i 22 grader i Tokyo og befinder os nu i 11 grader i Sapporo. Jeg frøs allerede i Tokyo :-(

Vi havde et dejligt besøg i Tokyo, hvor vi var med til et sportsstævne for børnene på Noas skole (børnehave). Herefter spidste vi frokost, sov eftermiddagslur, og spiste og drak om aftenen. M&M kender et spisested nær deres hjem, hvor børn nemt kan løbe rundt, så de holdt begge ud til sent på natten.

Det var dejligt at møde Yamaguchi´erne igen. Jeg synes faktisk det virker helt underligt de lever i Japan igen. Jeg kender dem jo kun fra DK og det virker næsten som om det er et dansk par, der er flyttet til Japan.

Noa og Enzo fandt hurtigt det gamle venskab fra DK frem og jeg var, ligesom så ofte i DK, pakæsel for de 2 dovne hunde.

M&M kørte os til lufthaven og vi gjorde et kort smut forbi den internationale skole, hvor Madoka underviser. Det var søndag og skolen havde lukket, men som det ses er arkitekturen forsøgt holdt i et "internationalt" snit.

Tur til San Antonio og San Marcelino

I søndags købte vi et par vejkort hos den lokale boghandel for at finde et passende mål for en biludflugt.

Vi valgte San Antonio, der ligger nord vest for Subic bay, ligger ud til det kinesiske hav, hvilket var årsagen til vi valgte netop denne by.

Turen gik nord udenom Subic Bay og gennem Subic by. Herefter San Marcelino og så stik vest mod San Antonio.

Det er et helt almindeligt syn at der står, går, eller ligger nogle karabau, den lokale kvægtype, i vejkanten.

Indtil San Antonio var vi ret sikre på kortet og at vi fulgte den rigtige vej, men da vi i San Antonio kom ud på nogle meget smalle veje, var vi noget i tvivl om at vi var på rette vej, da korten viste at vejen skulle være en hovedvej, eller i det mindste en større vej. Min retningsfornemmelse sagde mig dog at vi kørte stik vest og så ville vi støde på det kinesiske hav før eller siden.

Og ganske vist dukkede kysten op til sidst. Ved kysten lå en række både trukket op på stranden og rundt om nogle spisesteder i form af bambushytter. Vores hensigt var at spise frokost i dette område, men særligt Rieko var noget skeptisk overfor de hygiejniske forhold, så vi kørte tilbage for at finde det første acceptable spisested.

På vej tilbage kørte vi efter en jeepney fuld af hornblæsende musikere. Med jævne mellemrum stoppede jeepneyen uden for et hus, alle gav at kort men TYDELIGT trut i hornene, og endnu en hornblæser hoppede på jeepneyen. Ovenpå vel at mærke, for der var fyldt op på siddepladserne indvendigt.

Vi havde egentligt lyst at følge efter hornblæserne for at høre dem på deres destination, men frokosttiden var fremskreden og vi havde alle brug for noget føde.

I San Antonio beså vi spisestederne på torvet, men ingen tiltalte os yderligere.

Vi fandt endeligt en pølsevogn helt i San Marcelino, efter at have kigget på et par andre spisesteder her også.

Det viste sig at være en glædelig overraskelse, som jeg snart vil skrive lidt mere om.