Tuesday, July 31, 2007

Enzo & Amanda på den private strand


I forbindelse med den lejlighed vi flytter i omkring midt august, findes et privat strandstykke. Vi kan allerede nu benytte det og der er næsten ikke andre, der på dette tidspunkt benytter stranden. Leligheden er en del af et kompleks bestående af ca. 20-30 lejligheder, der ligger i et lukket område kontroleret af vagter. De fleste lejligheder anvendes som ferieboliger af Filippinere, så det er kun i feriesessonen omkring januar og februar, samt i nogle weekender, at der er mange folk i lejlighedsområdet.

På billederne ses Enzo med Amanda. Amanda 3 år og er datter til en af Riekos kolleger. Hun er halvt filippiner og halvt dansker. Moderen hedder Roby og Faderen Martin. De har været meget behjælpelige med de indledende praktiske ting og vi tilbringer en del tid med dem og deres familie.

Stranden er meget fin med en svag hældning og sandbund langt ud. Det er derfor børnevenligt og ganske sikkert. Man skal tage sig i agt for stenfisk og brandmænd, der begge er noget giftigere end vi oplever det i Danmark. Begge er heldigvis kun sjældne gæster i vandet omkring stranden. Skulle uheldet være ude akutbehandles forgiftning fra brandmænd med noget syreholdigt. Vi har derfor indkøbt en flaske eddike tilformålet. En citron kan også anvendes. Forgiftning fra stenfisk behandles med varmt vand. En udrykningscentral findes omkring 1 km borte, så her vil hjælpen også være hurtigt fremme.

Midlertidig lejlighed


De første 2-3 uger vil vi bo i en lejlighed på Lindbergs fabrik i Subic Bay. Lejligheden får mere karater af et hotelværelse, da vi dels kun skal opholde os her i en kortere periode, samtidigt med at man ikke føler sig helt privat, når kollegerne kan vinke til os fra græsplænen foran lejligheden.

Det har dog været ganske praktisk at have nem adgang til de forskellige folk fra Lindberg, der hjælper os på plads i området og lejligheden selv og udsigten er meget fin.

Manila til Subic Bay


Det første indtryk af Manila er varmen. Temperaturer omkring de 30 og en højere luftfugtighed end i DK giver selv den mest solglade dansker lyst til at søge skygge, efter kort tid.

Turen fra Manila til Subic Bay tager 3-4 timer alt efter trafikken. Trafikken i Manilla kan være ganske kaotisk, men vi ankom heldigvis en søndag, hvor trafikken er på sit laveste.

Vores chauffør "Dong" arbejder på Lindberg fabrikken, men det er ofte ham der henter gæster fra Manila til fabrikken. Efter en lang flyvetur er det dejligt at kunne læne sig tilbage i sæddet og lade en erfaren chauffør klare turen ud af Manila.

I Manila og alle andre steder er de lokale taxier en markant del af bybilledet. Ud over taxier, som vi kender dem fra DK, findes "tri-cycles", der er en motorcykel med overdækket sidevogn. Her tages gerne en 2-4 passagerer med ad gangen. Endnu tydeligere er nogle minibusser kaldet "Jeepneys". De kører en fast rute, men har ingen faste stoppesteder. Passagerene beder selv om at komme af og på, og chaufføren tilkalder sig passagerer ved at bruge hornet konstant.

Jeepneys koster 7 pesos, svarende til 70 øre.

Flyvetur og afhentning



Med et par timers flyvetur til Amsterdam og efterfølgende 12 timer til Manila, er det en længere flyvetur at komme til Filippinerne. Som vi er vent til fra vores Japansture, valgte vi den tur med færrest flyskift. Jeg mener at oplevelsen af længden på en flyrejse er mindst lige så afhængig af antallet af flyskift, som af det samlede antal timer.

Enzo kom dog til at kede sig noget på turen og skulle underholdes, men han kunne sove de sidste 3-4 timer, så her fik Rieko og jeg også tid til en mindre lur.

Ved ankomst i Manila lufthavn følger man bare de andre passagerer til paskontrollen. Det taget noget længere end i DK, da man kontrollere de rejsendes erringe på Filippinerne. I flyet udfyldes et indrejsepapir, med angivelse af baggrund for ophold på Filippinerne, længden af opholdet, hvilken adresse man opholder sig på mens man befinder sig på Filippinerne, osv. Det hele er ganske uproblematisk, men tager bare noget tid.

Hvis man bliver afhentet i Manila lufthavn går man, efter at være godkendt i paskontrol og baggagekontrol, gennem en tunnel og går til venstre hvis efternavnet begynder med A-L, og til højre ved begyndelsesbogstav N-Z. Afhentningspladsen er igen inddelt i de specifikke begyndelsesbogstaver og her er det så bare at kigge efter skiltet med ens efternavn.